23948sdkhjf

Sushikæde solgt for millionbeløb: Fem butikker går konkurs

På halvandet år åbnede de 13 nye butikker. Nu overdrager Nathalie Kühl otte butikker og begærer sit selskab konkurs

Den landsdækkende sushikæde SushiMania med hjemsted i Aalborg er blevet solgt for et millionbeløb.

Samtidig har Nathalie Kühl, der overtog kæden tilbage i 2022, begæret kædens driftsselskab konkurs.

Det fremgår af en pressemeddelelse, der er sendt ud fredag morgen.

Fem sjællandske SushiMania-butikker lukker, mens de otte butikker i Jylland føres videre i et nyt selskab, Ris Invest ApS.

Dermed går SushiMania tilbage til at være en ren nordjysk forretning.

Den nye ejer er sushikædens oprindelige stifter Peter Jacobsen, der i 2009 slog dørene op til den første SushiMania-butik i Reberbansgade i Aalborg.

13 år senere - i 2022 - solgte han kæden til Nathalie Kühl, fordi han var træt og udbrændt.

Nu har han så købt livsværket tilbage sammen med sin forretningspartner Torben Nielsen.

For voldsom vækst

Det var sammen med erhvervsmanden Jørgen Bøndsdorff, at Nathalie Kühl i 2022 overtog nøglerne til sushikæden, hvor hun havde været ansat i mere end 13 år.

Der blev sat gang i en ambitiøs vækstplan.

I løbet af halvandet år åbnede Nathalie Kühl 13 butikker, og SushiMania blev ikke alene landsdækkende.

De blev også en af landets største sushikæder.

Men vækstplanen var for ambitiøs, og udvidelserne gik for stærkt, erkender Nathalie Kühl nu.

Især kædens butikker på Sjælland har haft det svært og været tynget af et lavere salg sammenlignet med de jyske.

- Min strategi var at brede vores koncept om bæredygtige råvarer og god kvalitetssushi til overkommelige priser ud til resten af landet. Jeg har imidlertid taget munden for fuld. Jeg har ikke formået at gøre butikkerne uden for Nordjylland til en god forretning, og i bakspejlet burde jeg have investeret flere penge i branding og markedsføring, siger Nathalie Kühl i en pressemeddelelse.

Mystik om selskab

Nordjyske opdagede tidligere på ugen på cvr.dk, at der var stiftet et nyt selskab med en række SushiMania-butikker tilknyttet.

Og at SushiMania på sin hjemmeside pludselig skiftede CVR-nummer.

På den baggrund har vi gentagne gange forsøgt at få fat i Nathalie Kühl og Peter Jacobsen for en kommentar til, om en konkurs var på vej.

De vendte ikke tilbage.

Jørgen Bøndsdorff, der indtil for nylig var medejer af SushiManias gamle driftsselskab, Piscibus ApS, solgte sin andel til Nathalie Kühl tidligere i februar, oplyser han.

Peter Jacobsen oplyser i pressemeddelelsen fredag, at han har store planer for kæden, og han sammen med Torben Nielsen vil etablere flere sushi-butikker på franchisebasis.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.047